Borup Hede og Simested å
Smuk hede og slynget ådal
Den smukke Borup Hede ligger ned til den slyngede Simested Å og udgør en central del af den 450 ha store fredning af Simested Ådal.
Der er afmærket en vandretur, der bl.a. fører til det 27 m høje udsigtspunkt Brakbjerg, hvorfra der er en storslået udsigt over det meste af ådalen. En spændende fortid fortælles bl.a. af markante hulveje, der fører ned til Danmarks måske ældste træbro og de to store gravhøje Galgehøj og Tinghøj.
På de to P-pladser er der opsat informationstavler, ligesom der er afmærket to vandreture - en på ca. 1 km og en på ca. 4,5 km. P-pladserne og grusvejen mellem dem er velegnet til kørestolsbrugere.